Modtager historier

Signes historie

En åbenhjertet, sårbar og ærlig fortælling om at miste den hun holdte allermest af – til at modtage den største gave i livet.

Min lille pige er lavet ved hjælp af nogle fantastiske mennesker, da hun er kommet til verden ved hjælp af dobbeltdonation. Forud for hendes tilblivelse, ligger en rejse i fertilitetsverdenen, som var både hård og til tider tæt på at æde mig op. Jeg har valgt at dele min historie, fordi jeg synes, det er vigtigt at omverdenen ved, at det er så stort at modtage både æg og sæddonation, for ofte har modtageren/modtagerne været igennem helvede og tilbage igen, før de når til donation.

Da jeg var 30 år, mødte jeg min mand efter nogle herlige år som single og fuld knald på 20’erne. Jeg var slet ikke klar til børn, faktisk var jeg ret sikker på, at jeg ikke skulle have børn, så det fyldte ikke meget for mig, hvor gammel jeg nu var, eller om det biologiske ur tikkede, for det gjorde det ikke rigtigt.

Min mand ønskede sig meget flere børn. Han havde en søn fra et tidligere forhold, og jeg var blevet mere åben omkring det, men var stadig slet ikke klar følte jeg. Da jeg var 33 år, blev han ud af det blå meget syg, og vores hverdag blev vendt på hovedet. Vi var selvstændige, men måtte lukke vores forretning pga. min mands sygdom. Vi gik fra et relativt sorgløst liv til et liv med sygdom og konstant indlæggelse af min mand. Tankerne om et barn midt i det kaos var mikroskopiske.

Jeg mister min mand

Efter flere års sygdom endte min mand med at tage sit eget liv, da jeg var 36 år. Så der stod jeg så og skulle finde mig selv og mit liv igen.

Jeg mødte en mand, han havde børn, og pludselig blev lysten og drømmen om børn meget aktuel. Jeg tror særligt, at det med at være papmor gjorde noget ved mig, det var som om, jeg skulle være alt det, en mor skal være, men jeg havde bare ikke mine egne børn, og det gjorde mig rodløs, uagtet at jeg holder meget af min kærestes børn.

Min kæreste er steriliseret, så derfor vidste vi, at fertilitetsbehandling var nødvendigt, for at det kunne lykkes, så da jeg var 38 år, startede vi med at få målt mit AMH, hvilket så fint ud, og vi fik talt med en læge om mulighederne for behandling.

Derefter afventede vi indkaldelse til behandling via offentligt sygehus, og et par måneder før jeg blev 39 år startede den egentlige behandling. Hurtigt blev det klart, at mine æg var begrænsede og aldrene, og at min kærestes sæd måske ikke var god nok at satse på med de æg, der var tilbage. Det var ekstremt svært at acceptere for mig, men tiden gik, og jeg var i mellemtiden blevet smerteligt bevidst om min alder og problematikken ved denne. Min kæreste havde jo børn allerede, så han var ikke så desperat, som jeg var, og han kunne langt nemmere forholde sig til det.

På grund af flere komplikationer omkring mig, tog det yderligere et år, før vi kunne komme i gang med selve ægudtagningerne og oplægningerne. Jeg var ikke selv klar over disse komplikationer før jeg startede i fertilitetsbehandling, men det viste sig, at jeg ingen æggeledere har, og samtidigt med det fik jeg påvist en stofskiftesygdom, som skulle reguleres og behandles, før man kunne gå videre. Ydermere havde jeg nogle hormonelle udsving, der gjorde det svært at beregne ægløsning. Så jeg nåede at blive 40 år før jeg skulle igennem første æg udtagning. Jeg var igennem 5 ægudtagninger og 2 ægoplægninger de efterfølgende år i offentligt regi. Desværre uden held, og så blev jeg 41 år og måtte forlade det offentlige og gratis behandlingssystem.

Allerede under behandlingen på det offentlige hospital havde overlægen nævnt ægdonation, hvilket ikke skræmte mig, men det var så uhåndgribeligt, og jeg var jo slet ikke startet med mine egne æg endnu.

Min alder indhentede mig

På grund af min alder flyttede vi derefter til Trianglen Fertilitetsklinik. Vi havde været til opstartssamtale året før, og det var også dem, der opdagede, at noget var galt med mit stofskifte. På grund af den allerede afholdte opstartssamtale, så kunne jeg starte direkte i behandling, og jeg blev gravid i første forsøg. Glæden var stor, og jeg var ikke bekymret, for nu var jeg jo gravid. Til skanning omkring uge 8 var alt godt, men til NF i uge 14 var vores baby død. Det var et stort chok for mig, og jeg var sygemeldt i 2 måneder og kom tilbage på nedsat tid efterfølgende, for mentalt var det virkelig ødelæggende.

Efter den første abort fik jeg taget æg ud adskillige gange, og jeg fik sat æg op endnu flere gange, fordi jeg også var heldig at få æg på frys. Jeg havde endnu en abort et halvt år efter den første, dog var det denne gang tidligere i forløbet. I Sommeren 2020 fik vi en snak med vores læge om situationen. Han var hele vejen igennem meget ærlig og åben omkring mine chancer, og hvilke udfordringer der også var. Han foreslog på det tidspunkt ægdonation, og egentlig var det ok, men jeg havde brug for at vænne mig til tanken, og derfor aftalte vi en til ægudtagning, samt bruge de æg færdige, der var på frys. Jeg havde brug for, at det var mig, der styrede tempoet, og at jeg gav mine egne æg alle chancer.

I sensommeren 2020 blev jeg igen gravid efter sidste ægudtagning, men desværre aborterede jeg endnu engang. Efter den abort blev de sidste to fryseæg sat op sammen, og jeg blev gravid med tvillinger. Begge tvillinger gik desværre til omkring uge 8. Det var vores farvel til mine æg, vi var tyndslidte og knugede af sorg over 4 aborter og 5 mistede babyer på 14 måneder. Jeg havde taget stødt på hele vejen igennem, fordi jeg mistede energien, og derfor ikke fik rørt mig nok, samtidigt med at vi trøstespiste, når tingene gik skævt. Så på alle parametre var vi ved en skillevej. Vores helbred, vores psyke og vores forhold var på overarbejde, og der skulle ske noget nu.

Næste skridt ægdonation

Heldigvis var jeg skrevet op til ægdonation allerede ved opstartssamtalen år forinden, så jeg lå forrest i bunken, og således skulle vi ikke vente i måneder på en donor.

Den sidste abort foregik derhjemme og ikke ved kirurgisk abort, og midt i jeg aborterede tvillinger, blev jeg ringet op af Trianglen, de havde fundet en donor. Det var totalt surrealistisk, for vi var jo i gang med at miste vores to babyer, og samtidigt skulle vi sige ja til muligheden for endelig at blive forældre sammen.

Vi fik ikke meget at vide om donor, men højde og farver matchede nogenlunde, og vi var lykkelige.

Det hele gik mirakuløst stærkt, og allerede 5 uger jeg aborterede, fik jeg sat vores donoræg op befrugtet med donorsæd. Det var en virkelig mærkelig følelse, for det var jo ligesom på en eller anden måde noget fra andre mennesker, der kom ind i min krop. Det var spændende og skræmmende, og de 11 dage til blodprøve var anderledes end ellers. Jeg tænkte, at i det jeg fik svaret på blodprøven, så ville jeg mærke, hvordan jeg egentlig følte. Og jeg kan med hånden på hjertet sige, at da hun sagde at prøven var positiv, så sprængtes mit hjerte af lykke. Så det var svaret, det var mit lille barn, der nu var i min mave.

Før jeg blev gravid, tænkte jeg meget over, om jeg ville føle, det var mit barn, om andre ville acceptere babyen som mit barn, om vi ville ligne hinanden. I det øjeblik det blev en realitet, at der lå en lille spire i mig, så forsvandt de tanker og bekymringer. En gigantisk beskyttertrang opstod i mig, det var mit barn, og intet ondt måtte ske. Jeg var så bange for at miste, men heldigvis blev jeg fulgt meget tæt først med blodprøver og derefter scanninger hele vejen frem til fødslen. Det var uvurderligt.

At der findes kvinder, der vil give deres æg til andre kvinder/par, det er så stort og så smukt. De er ikke kun med til at skabe liv, de er også med til at redde liv. For os der har brug for donoræg, vi mangler dét i vores liv, der fuldender os, vi mangler et æg, der kan blive til den baby, vi drømmer om.

Jeg tænker ikke et sekund over, at min lille pige ikke er lavet med mine gener, hun er min, jeg er hendes mor. Jeg er bare dybt taknemmelig over, at jeg fik lov at bære hende i min mave, fik lov til at mærke hende vokse, fik lov til at bringe hende til verden. Både æg og sæddonor er i mine tanker hver dag, jeg ønsker, at de har et fantastisk liv, og jeg er så taknemmelig for lige netop de to mennesker, for uden dem, så sad jeg jo ikke med netop min lille pige i armene i dag.

Moderskabet

Jeg nåede at blive en gammel krage, før jeg blev mor, det er sådan livet går, men faktisk har jeg efter fødslen af min lille pige fundet ud af, at jeg inderligt ønsker et barn til. Jeg ønsker, at hun får en søskende, som jeg kan elske ligeså højt, som jeg elsker hende, at de oplever glæden ved at have søskende, og så de har hinanden, når deres lidt aldrene forældre bliver endnu ældre. Heldigvis er det muligt for os at få en helsøskende, fordi vi åbenbart har den mest vidunderlige donor, som har sagt ja til at donere til os igen, selvom vi slet ikke kender hende. Hun ønsker bare at hjælpe os helt fremmede mennesker, og jeg ønsker sådan at takke hende, og jeg vil så gerne fortælle hende, hvor meget hun betyder for os, selvom vi ikke kender hende.

Update: Der kom desværre ikke nogle æg fra samme ægdonor, så vi fik i november 2022 ny donor, og har nu 5 æg på frys fra vores ny ægdonor og samme sæddonor, og vi skal i gang med første forsøg i april 2023.

Kære kvinde og mulig ægdonor 

Hvis du overvejer at blive ægdonor, så er du på vej til at redde nogle andres menneskers liv, du er ved at give dem, det de drømmer om, og du kan gøre dem lykkelige, som ingen andre kan.

Skal du modtage æg, så er du ved at få den største gave i livet, og du er med til at skabe et mirakel sammen med nogle helt fremmede mennesker, som bare ønsker din lykke.

Pernilles historie

Vi blev gift i 2012 og lagde p-pillerne på hylden. Desværre gav det ikke resultat og vi blev I 2013 henvist til fertilitetsbehandling.

Det viser sig at jeg både har PCOS og endometriose, så vi blev forberedt på at det kunne blive svært.

Efter 13 opslidende forsøg med egne æg var vi ved at give op. Igennem de 5 år det stod på, oplevede jeg at få en blodprop af hormonerne, en forværring af min endometriose så jeg måtte opereres og celleforandringer der førte til keglesnit. Ydermere havde vi mistet en graviditet i uge 9.

Kræfterne var derfor sluppet op.

Jeg fik kendskab til en udenlandsk professor der lige var startet på et dansk hospital som havde specialiseret sig i æggets evne til at sætte sig fast, altså om livmoderen kunne modtage ægget.
Efter nogle smertefulde undersøgelser, konkluderede han, at der må være nogle fejl på min æg der ikke kan ses, da alt andet så fint ud. Hans anbefaling var ægdonation.

Uden tøven, kontaktede vi en privat fertilitetsklinik og kom til med det samme.
En donor stod klar til at hjælpe, og inden for 2 måneder havde jeg fået lagt æg op – det kom der en dejlig datter ud af.

Mange har spurgt om hvordan det er at være forældre til et donorbarn.
Jeg kan kun sige at jeg elsker det lille menneske mere end noget andet, og at jeg ikke tænker over det hverdagen. Hun er vores – jeg har båret hende i 9 måneder, ammet hende og jeg vil altid være hendes mor.

Vi er denne anonyme kvinde evigt taknemmelige. Uden hende havde vi ikke oplevet den lykke det er at blive forældre.

Vi har aldrig været i tvivl om at vores datter skal kende sin historie, men det skal bare være en naturlig del af vores liv, og ikke en stor samtale vi skal have på et tidspunkt. Hvis hun spørger, vil vi være åbne og ærlige.

I december 22 blev vi igen beriget med en dejlig datter – med hjælp fra endnu en fantastisk kvinde der har valgt at være ægdonor.