Simone - ægdonor fra ung mor til ægdonor

Jeg har lige været igennem 2 omgang af ægdonation. 

Jeg startede egentlig allerede på at overveje ægdonation da jeg var 17, men så blev jeg gravid som 19-årig og fik ikke gjort mere ved det.

Så en dag sad jeg på de sociale medier og pludselig poppede et opslag op ift. ægdonation og jeg var solgt.

Jeg har hele tiden gerne ville gøre en forskel, og jeg synes at alle fortjener at kunne blive forældre. 

Overvejelserne var der ikke så mange af, for at være ærlig, for tanken om at kunne hjælpe bare et par med deres drøm opvejede alt andet. Største overvejelse var om jeg skulle være åben eller anonyme doner, jeg valgte begge dele så de kommende forældre selv kunne vælge.

Fra første samtale gik der 1 måned til jeg donerede første gang. Og forløbet gik SÅ godt. 

Jeg havde et godt samarbejde med dem og de var så søde ved alle spørgsmål.

Det var 12 dages hormonbehandling, og troede egentlig det var svære at stikke sig selv end det var. 

På 12 dagen var jeg træt og oppustet og dagen efter fik jeg dem taget ud, udtagelsen gik rigtig fint. Startede med at få IV morfin, også lagde de lokalbedøvelse i vagina og med et sugerørslign rør sugede de stille og roligt æggene ud. De tog 14 første gang.

Første gang jeg donerede blev jeg desværre rigtig overstimuleret og var sygemeldt en hel uge, men i fuld opfølgning på fertilitetsklinikken, de var så søde!

Da jeg så anden gang skulle donere, fik jeg andet hormon og ægløsningssprøjte, udtagelsen fungerede på samme måde, dog kun 8 æg. Gik derfra med ømhed i 1,5 døgn, men det var det. 

Agnete, 21 år - ægdonor

Jeg har doneret æg tre gange. Ideen kom til mig på en gåtur. Jeg havde mistet min søn et halvt år inden, da jeg fødte ham i uge 25, og hans lunger aldrig udviklede sig til at kunne trække vejret uden respirator. I de 8 uger jeg havde sammen med min søn var jeg blevet blæst bag over af den kærlighed min lille baby lærte mig. Kærligheden til ens barn er uendelig og ubeskrivelig. Alle der ønsker at opleve denne kærlighed skal have mulighed for det, og derfor vil jeg hjælpe. For tænk at kunne hjælpe med noget så betydningsfuldt. 

Jeg tager derfor kontakt til en fertilitetsklinik og bliver godkendt som donor hos dem. For at kunne blive det, fik jeg taget blodprøver og vi gennemgik min sundhed fysisk og mentalt, samt mine slægtninges sundhed og sygdomme. Derefter tog jeg kontakt til dem på min første blødningsdag, hvor vi fandt en dag til scanning og opstart med hormonet.

Jeg havde en god oplevelse med opstarten.

De forklarede mig grundigt hvad det hele gik ud på og hvordan jeg skulle tage de forskellige sprøjter. Jeg fik forklaret, at hormonet var som en gødning, der fik flere æg til at vokse og modne, at fyremadel skulle bremse ægløsningen, så det først skete når vi var klar til at tage æggene ud. Og til sidst når æggene var klar, skulle jeg 36 timer inden ægudtagning tage Gonapeptyl, så æggene var klar til at blive udtaget præcis, når jeg var på klinikken.

Jeg var glad for den pædagogiske forklaring, for jeg kan rigtig godt lide at vide hvordan forskellige ting sker og hvorfor man gør som man gør. Jeg kommer hjem og om aftenen ved spisetid skal jeg tage første dosis hormon. Jeg tager nålen på og drejer pinden om på 125, som jeg fik at vide. Jeg står med den mikroskopiske nål i hånden og holder ud i den nederste delle. Jeg har aldrig før stukket mig selv, så står lige og tager mig sammen et øjeblik. Jeg stikker nålen ind og griner lidt af mig selv, for seriøst, det gør overhovedet ikke ondt, som i... jeg kan ikke mærke det.

Dog finder jeg i løbet af dagene ud af, at det er lidt forskelligt om jeg kan mærke det. Det er som om, at nogle steder på min mave kan jeg ikke mærke det, og andre steder skal jeg ikke stikke i, for det gør altså ondt. 

Da jeg begynder at tage den sprøjte som skal holde ægløsningen tilbage, er det om morgenen, mens jeg stadig tager hormon om aftenen. Nålen her er lidt større og det svier lige lidt efter jeg har stukket mig. Jeg står foroverbøjet lidt efter stikket, men derefter er der intet. Som dagene går kan jeg mærke at mine æggestokke vokser. Jeg føler mig lidt oppustet og er øm i begge sider, og på dagen for ægudtagningen føler jeg virkelig også, at der er mange og store æg. 

Ægudtagningen var en god oplevelse.

Personalet var så søde! De roste mig meget og fik mig til at føle mig så god og hjælpsom. De forklarede grundigt hvad der skulle ske, og jeg følte mig meget tryg i løbet af det hele. Jeg får smertestillende i drop og lokalbedøvelse, men det er altså ikke fordi at smerte forsvinder helt af den grund. Det gjorde pænt ondt, men det var spændende at ligge og følge med i både ægudtagningen og på skærmen hvor de inde i rummet ved siden af talte æggene. 8 æg blev det til, så det var rigtig fint. Efter blev jeg kørt ind i et lille hyggeligt hvilerum i kørestol, hvor jeg lå og hvilede mig en times tid. Der lå jeg i smerter og tænkte, det gør jeg aldrig igen! For shit det gjorde sgu da ondt. Ikke så ondt som veer vel og mærket, men vi er da der henad. Men to dage efter havde jeg glemt smerten og vidste, at det ikke var sidste gang, at jeg havde doneret. Dagene efter ægudtagningen tog jeg 2 kg på og følte mig som tung vandballon, men udover det var der ingen bivirkninger og tabte også de kilo hurtigt efter et par dage. 

Donationstype

Ved første ægdonation var jeg anonym donor. Det var egentlig ikke det jeg ville, men ved den klinik, kunne man ikke være åben donor. Jeg gjorde det alligevel hos dem, da jeg også tænkte, at anonym donor var fint nok for mig. Efterfølgende blev jeg helt afklaret med, at jeg skal være åben donor. Tanken om, at hvis barnet engang, når det er 18 år eller ældre, ønsker at vide noget om sine gener, men ikke kan få det at vide, føles for mig forkert. Jeg vil gerne give de børn der forhåbentligt kommer ud af min ægdonation den mulighed.

Måske benytter de sig af muligheden, måske gør de ikke.

Men hvis de gør vil jeg med glæde stå klar. Jeg føler også, at ved at være åben donor, så er der måske en mere åben snak i barnets familie om at være donorbarn. Det er selvfølgelig ikke noget jeg ved eller er sikkert, men det føles helt klart mest rigtigt for mig at være åben donor, så derfor tog jeg nogle uger senere kontakt til en ny klinik, hvor denne mulighed er der.

Proceduren ved den nye klinik er mere omfattende og tager længere tid. Jeg føler en større sikkerhed ved denne klinik, og at det er mere organiseret, så jeg er allerede glad for valget af klinikken. Jeg har her mulighed for at være en åben donor med udvidet profil, hvilket betyder, at man som donor skriver lidt om sig selv og ens interesser, og vedlægger to babybilleder af en.

Dette får kvinden eller parret, der modtager æggene, og de ved på den måde lidt mere om mig. Det valgte jeg at gøre. Jeg synes, at det er en rigtig fin og personlig måde være lidt tættere på modtagerparret, og jeg tænker også, at det må være rart for parret at vide lidt om de gener de får til deres barn. 

Jeg ser mine æg, der bliver givet væk, som gener, og ikke som noget der bliver til mit barn/mine børn. Det er gener, og jeg er taknemmelig for, at jeg har gode gener som andre vil have. Det synes jeg er ret sejt og værd at være stolt af. 

Efter alt er gået igennem ved den nye klinik, bliver der fundet et match, og jeg starter op på endnu et forløb. Alt forløber fint og jeg føler mig endnu mere tryg og sikker i det, da jeg har prøvet det før. Til ægudtagningen får jeg ikke smertestillende i drop, men kun lokalbedøvelse. Jeg er ikke typen der piver og får derfor heller trumfet igennem, at jeg vil have smertestillende i drop.

Lægen vil helst ikke bruge det, og det kunne jeg også godt se fornuften i, men hold nu op det gjorde ondt. Det var mildt sagt ikke særligt rart, og mens jeg fik taget æggene ud, lå jeg virkelig og prøvede på ikke at fokusere på smerten, mens et par tårer trillede fra mine øjne.

Det var så rart, da vi endelig var færdig og det havde da også taget sin tid, for der var hele 21(!) æg. Jeg får at vide, at det er vildt mange, og det kunne da også mærkes, at min krop har arbejdet hårdt. Jeg var virkelig "oppustet" ved livmoderen og meget øm i dagene inden. 

På vej ud og hjem fra klinikken gik jeg på listetæer. Bump gør ondt, så jeg gik meget stille og roligt. Resten af dagen stod den på 100% afslapning og et højt væskeindtag. Denne ægudtagning gjorde mere ondt end den forrige, og igen må jeg indrømme, at jeg tænkte: Jeg gør det ikke igen. 

En måned senere bliver jeg ringet op af klinikken, der fortæller mig, at de har et match og de spørger om jeg vil i gang med et donationsforløb igen. De fortæller mig hvor taknemmelige de er for min hjælp og hvor gode mine æg er. Jeg føler mig da lidt som en helt. Det giver betydning i mit liv og mening for mig at kunne hjælpe. Jeg siger, at jeg gerne vil donere igen og ja, jeg har da næsten smidt smerten fra sidste ægudtagning ud af hovedet. Selvom det gør ondt, så er meningen og betydningen bag handlingen større. 

Jeg har en hormonspiral og har ikke regelmæssig menstruation, så jeg kom først ind til en scanning for at se hvornår det vil passe. Ved scanningen fandt vi så en dag, hvor jeg kom ind igen og blev opstartet på hormonbehandlingen. Ved de næste scanninger blev æggenes størrelse målt og vi kunne til sidst aftale en dag til ægudtagning. Denne gang var jeg i alt 5 gange inde ved klinikken, hvilket jeg synes var en del gange og flere end de forrige, men jeg forstår også godt, at flest mulige æg skal have en bestemt stor størrelse, så de kan blive brugt. 

Til ægudtagningen fortæller jeg, at jeg synes det gjorde virkelig ondt sidste gang, så jeg vil have smertestillende i drop. Det fik jeg og det gjorde heldigvis ikke lige så ondt som sidste gang. Vi startede med højre æggestok og den var virkelig øm. Det gjorde pænt ondt, og heldigvis var venstre side ikke ligeså slem. Denne gang blev det til 14 æg. Jeg kom ind i hvilerummet og fik sovet en time. Jeg blev der en del tid, da jeg var alene afsted for første gang og skulle med offentlig transport derfra, så jeg ville sikre mig, at jeg var klar og frisk nok til det. 

Den sidste gang jeg donerede æg var den gang, hvor jeg har haft færrest bivirkninger. Jeg havde det godt dagen efter og følte mig frisk. Jeg var til fodbold, og det var slet ikke så slemt som de to forrige gange, men kroppen bliver påvirket. Jeg har alle tre gange taget på i vægt efter og har ikke kunne være helt så fysisk aktiv som normalt, for det er en hård omgang at donere æg. Det er ikke noget der bare lige er gjort. Det tager både tid og kræfter, og kroppen er sat på arbejde, men det er så stort og betydningsfuldt, så jeg tager gerne den smerte for at hjælpe andre med at opfylde deres drøm. 

Generelt synes jeg næsten, at det bedste ved donationerne er personalet på klinikkerne. Den taknemmelighed de udviser og deres venlighed gør så meget. De har alle gange fået mig til at føle mig lidt som en helt, og de er gode til at forklare tingene og skabe tryghed. 

Rickie, 35 år - ægdonor

Jeg er 35 år og har doneret seks gange til fem par. Fire af parrene er blevet gravide fem gange. Kun et enkelt par blev ikke gravide.

Hvorfor blev jeg donor

Det hele startede med, at jeg hørte et interview for nogle år tilbage på Radio 24syv om ægdonation. Her blev jeg meget chokeret over at høre, at der var op imod 2 års ventetid på at få et æg.

Jeg gik i gang med et regnestykke for projekt baby:
1. Find en kæreste. Det projekt kan tage MANGE år. 0-99 år(!)
2. Nå til et punkt hvor at I som par ønsker at få børn. Estimeret tid 0-10 år.
3. Gå i gang med processen og opleve at der ikke sker noget ved denne proces. 0-2 år
4. Acceptere at man har brug for at blive undersøgt. 0-2 år.
5. Blive undersøgt og træffe en beslutning om at man vil benytte sig af donation. 0-5 år.
6. Vente på en donor. 0-2 år.

Det betyder at hvis man er lidt op i årene (30+), fordrer det ikke på nogen måder ens fertilitet at skulle vente yderligere. Den tanke brød jeg mig ikke om. Her stod jeg 28 år gammel. Uden kæreste og børn. Jeg var sund og rask. Ingen arvelige sygdomme i min familie. Jeg havde ingen undskyldning for ikke at blive donor. At give en gave for livet og glæde andre, kunne i min optik ikke være en bedre uselvisk gerning.

Tanker og tvivl om donation

Jeg gik i gang med at undersøge en masse omkring donation. Rettigheder og fraskrivelser heraf. Medicinske bivirkninger. Tiden for donation. Udtagelsen af æg. Holdninger til åbne og lukkede donationer og meget mere. Mange af tingene var nemme nok at undersøge og finde svar på. Andre så som udtagelsen, var sværere for mig at finde noget om. Jeg kontaktede derfor en klinik om alle mine spørgsmål og der har jeg sidenhen har været tilknyttet.

1. A) Rettigheder og fraskrivelser:

Jeg blev hurtigt klar over at jeg ikke er forpligtet til noget som helst som donor.

1. B) Medicin:

Man skal lige komme sig over den lidt grænseoverskridende følelse af at skulle stikke i sig selv. Så efter de første to-tre stik i maveskindet går det helt ok efterpå. Jeg har en tendens til at få 1-3 små blå mærker pr. donation pga. af stik. Følelsesmæssigt har jeg nemmere til tåre og er meget sensuelt opstemt i denne periode. Man må af gode grunde ikke have sex i denne periode, så for at kunne håndtere disse lyster, må man lige ordne det selv eller få hjælp uden penetration. Det er nok ikke de værste bivirkninger jeg kunne komme i tanke om…
Man tilføjer et ekstra medikament de sidste par dage. Her er nålen tykkere en den forrige og den svier at få ind. 5 min senere er alt dog fint igen. Jeg har ved alle seks donationer været hævet omkring mave og hofter i den medicinske periode.

1. C) Tiden for donation:

Perioden varierer alt efter hvor store dine æg bliver. Du bliver undersøgt undervejs, men samlet set mellem 12-16 dage er min erfaring for hele processen.  

1. D) Udtagelsen af æg:

Jeg har hver gang glædet mig til at få æggene taget ud, da jeg er godt hævet og til slut øm efter den tykke nål (se pkt. b.). Fra du ankommer til at du bliver sendt hjem, tager det ca. 2 timer. Udtagelsen bliver hjulpet på vej af noget bedøvende, som for mit vedkommende er super lækkert! Det føles som verdens hurtigste brandert på 5-8 minutter, som starter 2 sekunders efter injektionen. Man er ved fuld bevidsthed, og kan følge med op på skærmen og se hvad der sker. Begynder man at kunne mærke noget, får man mere bedøvende og det har en straks virkning.

Efter udtagelsen, kommer man ind på en opvågningsstue og får lidt saft, kiks o.l. da man har fastet indtil udtagelsen. Man har dog allermest bare lyst til at ligge i fosterstilling og sove lidt. To ud af seks gange fik jeg et drop med væske, ellers har det ikke været nødvendigt. Efter en times tid, er man klar til at blive hentet og kørt hjem og sove lidt mere.
Jeg er øm og træt, men det er ikke værre end at jeg en af gangene har præsteret at tage i lufthavnen og flyve på ferie.
Så godt tip herfra - dagene kan rykkes hvis æggene ikke er klar, så planlæg ikke noget lige op til, som ikke kan rykkes!

1. E) Åben eller lukket donor:

Man skal mærke efter i maven og hvad man synes er det rigtige for en selv. Ikke hvad andre synes. Jeg har læst bøger og set mange programmer så som ‘Sporløs’, hvor voksne har brugt enorm stor energi hele livet på at finde ud af deres identitet og ophav. De har en endeløs søgning efter at få svar. De har ikke valgt at stå i den situation. Det gjorde de voksne omkring dem. Jeg har derfor den holdning, at det ikke børnene selv som har valgt dette, og for at lette deres liv, nysgerrighed, søgen på svar mm. Har jeg ved alle mine donationer valgt at indvilge i at barnet fra sin 18-års dag kan kontakte mig og jeg gerne vil mødes til en kop kaffe og besvare spørgsmål.

Samlet oplevelse

At være ægdonor har uden tvivl flere besværligheder og kræver mere af dig som ægdonor end hvis du var sæddonor. Man kan til tider være øm og man er mærket i mindre grad i denne periode. Man skal ikke gøre det for pengenes skyld. Først og fremmest skal man betale skat af beløbet. Det koster en sygedag på dagen for udtagelse og ofte dagen efter også - som man selv skal betale på arbejdet. Der er derfor ikke meget mere tilbage end ca. 500 kr. som er det samme beløb for sæddonorer.
Man skal gøre det fordi man vil hjælpe og give andre en gave for livet. For mig har der ikke været nogen tvivl om, at det var det rigtige at gøre for mig - stod ikke og skulle bruge dem på daværende tidspunkt, så hvorfor så ikke give dem til nogle andre, som har brug for dem?

Man er mere end velkommen til at kontakte mig, såfremt at man har spørgsmål. Kontakt blot Ægdonation Danmark.

Kathrine, 29 år - ægdonor

Jeg er i dag 29 år og donerede første gang da jeg var 24.

Jeg er/ var tilknyttet en privat fertilitetsklinik, så jeg er ikke kendt med det offentlige system. Jeg blev første gang opmærksom på at ægdonation var en ting, da jeg læste en artikel i ud og se, for mere end ti år siden. I flere pr fra jeg læste artiklen til jeg tog beslutningen om at kontakte en klinik, gjorde jeg mig mange overvejelser.

1) hvilken type donor vil jeg være.

2) vil jeg kun gøre det en gang, eller flere.

3) vil det kunne påvirke min fremtidige fertilitet (hvilket ikke er tilfældet, jeg er pt gravid i 39. Uge), Og meget mere.

Da jeg havde taget beslutningen blev jeg først overrasket over hvor omfattende det egentlig er, men hormonbehandling og flere besøg på klinikken.

Jeg synes jeg brugte lidt mere tid end hvad jeg havde forventet. Jeg var studerende og kunne heldigvis strukturere dagen meget, men det udelukker da nogle fra at være donorer. Det var også sådan at jeg var single da jeg meldte mig som donor, men da jeg skulle igennem mit første forløb havde jeg lige mødt, hvem der skulle blive min kommende ægtefælle, så vi havde meget tidligt i vores forhold en snak om at jeg ønskede at donere æg, hvilket jeg heldigvis blev bakket helt op i.

He was a keeper.

Jeg husker mit første forløb som meget problemfrit, jeg har aldrig haft det svært med nåle, så det at stikke sig selv var ikke svært. Mit største problem var at jeg ikke måtte cykle på dagen for ægudtagningen.

Jeg havde ingen smerter eller bivirkninger ved hormonbehandlingen og fik så tilpas god smertedækning under udtagningen at det ikke gjorde særligt ondt. Det er selvfølgelig en lidt underlig fornemmelse og jeg var træt og skulle da også være lidt mere opmærksom på mit aktivitetsniveau dagene efter, men jeg har på intet tidspunkt følt at det begrænsede mig og hvad jeg gerne ville. 

Jeg var så uheldig at jeg anden gang jeg donerede udviklede cyster, hvoraf en (eller flere) sprang. Hvilket resulterede i stor smerte og en tur på skadestuen. Denne oplevelse gjorde at jeg fik tilbudt ekstra Tjek op hos klinikken, og de tog det meget alvorligt, jeg følte mig taget meget godt hånd om og har aldrig siden haft problemer med cyster eller lign. 

Jeg fortæller glædeligt folk jeg møde at jeg har doneret æg og ønsker ikke at det skal være et tabu eller noget der er svært at snakke om. Derfor lægger jeg aldrig skjul på at det er noget jeg synes alle bør overveje og finde information om, før de dømmer andre.

Mine donationer er åbne, så de børn der forhåbentlig er kommet til verdenen, kan hvis de vil, kontakte mig eller få information om mig når de er myndige.

Nanna - ægdonor

Tanken om at blive ægdonor har i mange år ligget i mit baghoved, men kom først rigtigt frem efter jeg så et interview med en ung kvinde, som fortalte hvorfor hun donerede og hendes tanker bag. Herefter tænkte jeg ”det har jeg simpelthen også lyst til”. Herfra begyndte jeg at læste om processen og deltog i et infomøde online fra den klinik, jeg senere valgte at donere hos.

Efter jeg blev godkendt til at donere, flere måneder og tanker efter, gik der yderligere noget tid. Jeg ville ikke rushe mig ud i det, da det er en stor ting og for mig krævede det, at jeg havde mig selv med i det. Efter endnu flere tanker besluttede jeg, at nu skulle det være og jeg kontaktede klinikken.

Efter hormonbehandling og regelmæssige besøg hos klinikken, kom dagen hvor jeg for alvor kunne glæde et par med en kæmpe gave. Jeg vågnede om morgenen og var spændt. Spændt på hvor mange æg jeg havde modnet, spændt på hvad der skulle ske og ikke mindst spændt på hvordan min krop ville reagere. En af de ansatte, som var jordemoder, kom ind på min stue og havde en snak med mig om, hvad jeg kunne forvente af udtagningen, om mine tanker for dagen og om smertestillende og andet praktisk.

Jeg fik lagt et drop, til smertestillende, men spurgte ind til om det var nødvendigt, hvortil jordemoderen svarede, at jeg kunne tage stilling til dette efter jeg havde fået lagt lokalbedøvelsen. Dette kunne jeg næsten ikke mærke og valgte derfor ikke at få smertestillende, da selve ægudtagningen ikke ville gøre mere ondt end at få lagt lokalbedøvelsen.

Personalet var virkelig søde og da jeg selv læser en sundhedsfaglig kandidat, var jeg meget interesseret i at høre om alt hvad de gjorde og hvorfor, som kun var med til at gøre min oplevelse bedre. Ægudtagningen gik rigtig godt og jeg blev efterfølgende fulgt ind i et lokale for at ligge og hvile i 30 minutters tid, med jævnlige tjek af jordemoderen. Her lå jeg og tænkte på min oplevelse og hvordan jeg nu havde det med at det virkelig var sket; Jeg havde doneret mine æg til et par jeg ikke anede noget om. Det var en vild og surrealistisk tanke, men jeg havde en ro og en rigtig stor glædesfølelse indeni. Jordemoderen fortalte mig, at hun ville ønske at vi, donorer, kunne kigge parret i øjnene og se den taknemmelighed og værdsættelse de har til os. Det ville jeg også ønske. Men jeg må nøjes med tankerne og min egen følelse af, at have gjort dem glade og opfylde et stort ønske.

Al den glæde det følger med sig og at processen gik så godt gør helt sikkert, at jeg skal donere igen.