Ægdonor 32 år, har doneret to gange (indtil videre)

Da jeg gik i gymnasiet, sagde jeg, at jeg ville have syv børn, og jeg var ret sikker på, at jeg mente det. Men da jeg kom i slutningen af tyverne, tænkte jeg, at jeg i hvert fald bare skulle have ét. Også fordi jeg helst ville være solomor.

De sidste par år har jeg så tvivlet på, om jeg overhovedet skulle være mor. Til sidst gik det op for mig, at jeg nok hellere ville rejse Jorden rundt, gå til tonsvis af koncerter, skrive romaner og have god tid til at slappe af. Alligevel havde jeg et eller andet urinstinkt, der sagde, at jeg skulle reproducere. For efter mine formødre og forfædre havde gjort det i tusindvis af år uden stop, skulle det da ikke bare ende ved mig!

Så jeg fik den ide, at jeg ville være ægdonor. Så kunne jeg både give mine gener videre OG hjælpe nogle mennesker, der gerne ville have børn. Og så gjorde det heller ikke noget, at man kunne tjene nogle penge samtidig.

Jeg kom til samtale på en privatklinik, hvor jeg fik en rigtig sød læge. Til det første møde talte vi bare om mig og mine gener, og jeg blev scannet, og det så fint ud. Hormonsprøjterne var det, jeg havde frygtet mest, da det var mit eget ansvar at stikke mig, hvilket jeg aldrig havde gjort før. Men jeg fik et lynkursus på klinikken, og det viste sig at være ret nemt. Nålen gled næsten ind i maveskindet som en kniv i varmt smør. Det gjorde lidt ondt en gang imellem, men for det meste var det smertefrit. Jeg mærkede heller ikke humørsvingninger eller lignende.

På udtagningsdagen havde jeg min mor med som støtte, og det var godt, for jeg synes det gjorde rigtig ondt, selvom jeg fik morfin. Jeg begyndte at græde, og jeg blev i tvivl om, om jeg ville donere igen, selvom min læge sagde, at jeg var utroligt god til at modne æg. Resten af dagen hang jeg ud hjemme hos min mor, så vi var sikre på, at jeg var okay. Det var jeg, for jeg havde ikke brug for smertestillende efter udtagningen, og efter nogle timer var jeg heller ikke øm og følsom i maven længere.

To og en halv måned senere havde jeg mod på at donere igen. Jeg kom til scanning ca. tre gange inden udtagningen. Min mor havde denne gang ikke havde tid til at komme med. Men det gik fint, for jeg følte, jeg havde mere kontrol i denne omgang. Jeg vidste, hvornår og hvordan det ville gøre ondt, og så længe jeg måtte bande, kunne jeg godt klare det. Da min mor hentede mig en time senere, havde jeg ikke ondt og følte mig næsten helt normal.

Jeg regner med, at jeg skal donere alle seks gange.

Jeg har valgt at være åben donor, så jeg barnet har mulighed for at opsøge mig, hvis de har lyst. Jeg glæder mig til at få at vide, om nogen er blevet gravid med mine æg.

Ægdonor 29 år - 4 donationer

Jeg donerede første gang da jeg var 24 år. Jeg opmærksom på at ægdonation var en ting, da jeg læste en artikel i Ud & Se, for mere end ti år siden. I flere år fra jeg læste artiklen, til jeg tog beslutningen om at kontakte en klinik, gjorde jeg mig mange overvejelser. B.la. hvilken type donor vil jeg være, om jeg ville gøre det en eller flere gange, om det ville kunne påvirke min fremtidige fertilitet (hvilket ikke er tilfældet, jeg er pt gravid i 39. Uge) og meget mere. 

Da jeg havde taget beslutningen, blev jeg først overrasket over, hvor omfattende det egentlig er med hormonbehandling og flere besøg på klinikken. Jeg synes, jeg brugte lidt mere tid, end hvad jeg havde forventet. Jeg var studerende havde mulighed for selv at strukturere min dag. Jeg var single, da jeg meldte mig som donor, men da jeg skulle igennem mit første forløb havde jeg lige mødt, hvem der skulle blive min kommende ægtefælle, så vi havde meget tidligt i vores forhold en snak om, at jeg ønskede at donere æg, hvilket jeg heldigvis blev bakket op i. He was a keeper. 

Jeg husker mit første forløb som meget problemfrit. Jeg har aldrig haft det svært med nåle, så det at stikke sig selv var for mig ikke svært. Mit største problem var, at jeg ikke måtte cykle på dagen for ægudtagningen. Jeg oplevede ingen smerter eller bivirkninger ved hormonbehandlingen. Jeg fik god smertedækning under udtagningen, så det gjorde ikke særligt ondt. Det er selvfølgelig en lidt underlig fornemmelse, og jeg var træt, og skulle da også være lidt mere opmærksom på mit aktivitetsniveau dagene efter, men jeg har på intet tidspunkt følt at det begrænsede mig.

Jeg var så uheldig, at jeg ved anden donation udviklede cyster, hvoraf en (eller flere) sprang. Det resulterede i store smerter og en tur på skadestuen. Klinikken tilbød ekstra tjek og jeg oplevede de tog det meget alvorligt. Jeg har aldrig siden haft problemer med cyster eller lign. 

Jeg fortæller glædeligt, folk jeg møder, at jeg har doneret æg. Jeg ønsker ikke at det skal være et tabu eller noget der er svært at snakke om. Jeg synes det er noget alle bør overveje. Mine donationer er åbne, så de børn der forhåbentlig er kommet til verdenen, kan hvis de vil, kontakte mig eller få information om mig når de bliver 18 år.